Opskrifter: Brød uden mel
Her er et par af mine yndlingsopskrifter på brød uden mel - knækbrød af frø og kerner og boller af grød.
Jeg skal ærligt indrømme, de er udviklet til at være så nemme som muligt. Du kan altså nok godt finde mere kulinariske oplevelser i denne kategori, men for mig skal det være nemt tilgængeligt i en travl hverdag.
At undgå mel er noget, jeg ofte vender tilbage til i min kostvejledning af klienter med fordøjelsesproblemer - så jeg synes, et par af opskrifter skulle ligge tilgængelige. Så kan du nyde friskbagt brød, uden tunge og hurtige kulhydrater, på rekordtid. Velbekomme!
Knækbrød uden mel:
Ingredienser:
2 dl hørfrø
1/2 dl sesamfrø
1/2 dl solsikkekerner
Lidt havsalt
1 dl vand
Fremgangsmåde:
Bland alle ingredienserne og lad trække mellem 2 og 4 timer, til massen er jævnt våd uden at vandet skiller fra.
Rul massen så tyndt som muligt ud på en bradepande, enten i ønskede størrelser eller som et stort stykke, hvorefter du ridser de ønskede størrelser ind.
Bag ved 200grader i ca 20 minutter eller til de er gyldne og sprøde.
Havre-/hirseboller:
Ingredienser:
2 dl havregryn
2 dl hirse
8 dl vand
Evt lidt chiafrø og/eller hørfrø
Lidt havsalt.
Fremgangsmåde:
Optimalt lægges havregryn og hirse i blød 2-8 timer, for eksempel natten over, og vandet hældes fra igen. Gøres det skal mængden af vand, der tilføjes dagen efter halveres i forhold til det, der står i ingredienslisten.
Det hele blandes og koges til en fast grød, som står og trækker mens ovnen varmer op til 180 grader.
Tag en god spsk grød, vend den i sesam, tryk den flad og form kanten rund.
Bages ca 40min til de er godt gyldne og sprøde uden på.
Vegansk, sundt, let for maven og holder dig mæt i lang tid!
Velbekomme!
NB: Dette indlæg er oprindeligt skrevet og delt i 2015.