Diagnoser handler først og fremmest om at samle erfaring for genkendelige mønstre i sygdomme — for på den måde at sætte ind med den bedst mulige behandling.

At få en diagnose kan give afklaring. Det kan være rart at vide, hvad man har med at gøre ligesom det kan være godt at have en sygdom at referere til overfor omverdenen.

Så langt så godt!

Jeg ser dog også nogle faldgrupper ved vores veludviklede og meget etablerede diagnosticerings-kultur.

Diagnoser kan have en yderst fremmedgørende effekt. Måske fordi de for nogle mennesker klinger som noget, man ikke kan gøre noget ved. De kan derfor blive til en del af en lidt for fastlåst identitet.

Her er nogle pointer, jeg synes er vigtige at huske på, i håndteringen af diagnoser:

1) Diagnoser er blot navne.

Her er en klient-case som eksempel:

En klient kom til behandling pga en smerte i underarmen og pegede på stedet tæt på albuen, som gjorde mest ondt.

En enkelt behandling fjernede ca 50% af smerten (klientens ord) og klienten bookede derfor en ny tid. Den aflyste klienten dog igen, da lægen i mellemtiden diagnosticerede det som en tennis-albue og anbefalede hvile.

Men hvad betyder ‘tennis-albue’?
Det er navnet på ‘en smerte på armens overside ved albuen’.
Og dét er dét!

Det vil altså sige at diagnosen betyder nøjagtig det samme som min klient selv kunne fortælle mig – intet mere.

Jeg burde have fortalt at man kalder denne smerte for en tennis-albue; at smerten kommer af en betændelsestilstand i musklens sene OG at denne ikke skyldes andet end overbelastning (måske forårsaget af en for overfladisk vejrtrækning, som ofte er et symptom på at være presset). Og at den sagtens kan behandles — for jeg tror, det havde givet klienten den tillid, forståelse og drivkraft, der skulle til for at gøre noget ved problemet.

For overbelastning betyder ikke, at der nu skal “underbelastning” til.

Med andre ord er jeg altså ikke enig i den erfaring at der skal hvile til. Hvile alene er en langsom og yderst tvivlsom process. Derimod skal der den rigtige aktivitet til og klienten skal mærke kroppens styrke.

Og jeg er heller ikke enig i tendensen til at give ‘navnene’ (diagnoserne) fremfor forklaringerne. En diagnose giver i mine øjne ikke nogen mening, medmindre der følger en grundig forklaring med.

2) Diagnoser kan let virke distancerende og mystificerende for klienten

Ovennævnte case er også et udemærket eksempel på dette, synes jeg.
Faktisk er det endnu værre med diagnoser for psykiske udfordringer.

Mange tror at psykiske diagnoser enten er medfødte eller kroniske, måske fordi mange kommer til at sige at nogen “ER diagnosen” fremfor “HAR diagnosen” — fx “er deprimerede” fremfor “har en depression”.

Denne måde at omtale personer med en diagnose er ikke blot tvivlsom videnskabelig procedure men direkte kontra-produktivt. Man har i stedet for brug for støtte, motivation og troen på at kunne komme “ud på den anden side” eller i hvert fald arbejde med problematikken.

Det kræver en afmystificering af og forståelse for sygdommen — og en accept af midlertidig ikke at være der, hvor man gerne vil være.

Enkelte sygdomme er mere eller mindre permanente, men alle kan forbedres og klienten kan lære at takle sygdommen så godt, at den ikke behøver at betyde noget for livskvaliteten.

Man skal arbejde med sit følelsesliv, trivsel og sundhed, hvilket ikke altid kan gøres med en konkret handleplan. Men det betyder ikke, det ikke er et konkret arbejde.

3) Diagnoser bliver sort/hvide.

Med diagnoser er det sådan, at man enten har dem eller ikke.

For eksempel hedder det officielt, at man ’oplever’ angst hvis man har angst-symptomer op til tre gange på en måned, men først bliver ‘diagnosticeret’ med angst hvis man har angst-symptomer fire gange eller flere på en måned.

Ofte bliver det forsimplet til “du har ikke angst” – medmindre “du har angst”.

Men forskellen på at opleve angst tre eller fire gange på en måned er ikke særlig stor, end sige let at definere. Forskellen på den hjælp, der er brug for er endnu mindre. Og glæden ved at få arbejdet sig fri for symptomer er fuldstændig den samme.

Diagnose-systemet giver altså et syn på kroppen som værende enten rask eller syg, hvorimod man i praksis kan have de fleste symptomer/diagnoser i alle grader, både de fysiske og psykiske — fordi de som regel er kroppens naturlige reaktioner på de overbelastninger eller udfordringer, som er naturlige i livet og som de fleste derfor kender.

HVAD ER PROBLEMET EGENTLIG?

Problemet er ikke at man navngiver og kategoriserer genkendelige sygdoms-mønstre men stigmatiseringen af klienten og den fremmedgørelse som klienten derfor får til sin egen krop og til sit helbred. Hvis klienten ikke forstår hvad, der giver symptomerne og hvad, man kan gøre for at afhjælpe dem, bliver diagnosen til en mystisk og statisk mærkat.

Jeg oplever nogle gange en ivrighed til at stille en diagnose fremfor at bruge systemet som et analyse-redskab til at undersøge klientens tilstand — og også tage klientens egen opfattelse af symptomerne med i betragtning.

Dette kan skyldes, at man ofte kun kan få hjælp, hvis man har en diagnose. Først der kan lægen henvise; arbejdspladsen involveres; kommunen støtte osv.

Det er sikkert sådan, fordi alle disse hjælpende instanser koster samfundet penge. En sygdom som angst alene koster Danmark 9,5 mia kr årligt. Men kun 10% af disse udgifter går til behandling, mens resten skyldes nedsat arbejdsevne, sygefravær og førtidspension.*

Derfor kunne man også forestille sig, det var en investering at udbrede hjælpen til flere — også til folk, der oplever symptomer men endnu ikke har en diagnose.

Det var måske ikke bare ét, men mange problemer.
Jeg tror dog, det er flere sider af samme sag.
Og løsningen er egentlig rimelig simpel:

Løsningen er som fagperson at være villig til (at hjælpe klienterne med) at bryde diagnoserne op i de elementer/symptomer, diagnoserne består af, så klienten kan forholde sig til problematikkens processer og muligheder.

BLIVER DER OVERDIAGNOSTICERET?

Jeg læste for nylig en artikel i Ud & Se om en gruppe læger og psykologer imod overdiagnosticering. De arbejder på, at der bliver givet færre diagnoser ud. En bevægelse, som sandsynligvis har sin berettigelse.

I artiklen nævnes det at den officielle samling af diagnoser, den såkaldte ICD-10 (aka “diagnosebiblen”) er vokset fra 100 til 1000 sider på 50 ca år. Og at dette er et tegn på en sygeliggørelse af almindelige hændelser.

Men hvis diagnoser kun er navne på mønstre i symptomer og kropslige reaktioner i forbindelse med sygdomme — behøver det stigende antal navne så sige noget om hvordan vi er syge, hvor meget vi er det eller hvor meget og hvilken hjælp, vi har brug for?

Hvis vi ikke ser kroppen som enten syg eller rask, men ser symptomerne som ubalancer, og starter behandlingen på den mest oplagte og, fremfor alt, mest naturlige måde, så er vi da meget godt på vej, synes jeg.

Diagnoser er i mine øjne en god hjælp. Men jeg går ikke ligefrem op i dem. Jeg går op i at forstå mønstret og ubalancerne bag symptomerne; forstå klientens situation, følelser og tanker, der også spiller ind — for at forstå hvad klienten ville opleve som en hjælp.

Måske det både er på tide og lettere at ændre vores forståelse af hvad, en diagnose er, end at skille os af med dem…?

 

Kærligst,
Andreas


*Der refereres til tal fra artikel i Ud & Se, hvor der refereres til:
Institut for folkesundhed, Rigshospitalet, Sundhedsdatastyrelsen; Sundhedsstyrelsen
Du kan læse mere om dette her…

Vil du læse videre om et godt eksempel på arbejdet med en diagnose – nemlig om angst? Så klik her
Eller om sundhed generelt? Så klik her.
Eller om det holistiske Body SDS-teknikken? Så klik her.